Anbefalinger

KVINFOS ANBEFALINGER TIL DET DANSKE EU-FORMANDSKAB

KVINFOS ANBEFALINGER TIL DET DANSKE EU-FORMANDSKAB (JUNI 2025)

BAGGRUND

Danmark overtager EU-formandskabet i 2025 og får dermed en nøgleposition i at fremme politiske forhandlinger og beslutninger på tværs af unionen. I denne periode vil Danmark stå i spidsen for møder og samlinger på alle niveauer i Rådet og bidrage til at sikre kontinuiteten i EU’s arbejde i Rådet. Samtidig vil Danmark som formandskabsland repræsentere EU udadtil og varetage EU’s udenrigspolitiske interesser.

I forbindelse med formandskabet anbefaler KVINFO, at den danske regering prioriterer initiativer, der reducerer ulighed, og fremmer ligestilling, rettigheder og bæredygtig udvikling i EU. Dette positionspapir fremhæver en række centrale rettighedsperspektiver, som regeringen bør fokusere på under formandskabet, og som både danske medlemmer af Europa Parlamentet og Folketingets Europaudvalg løbende bør arbejde for .

ABORTRETTIGHEDERNE SKAL STYRKES I EU

Mere end 19 millioner kvinder lever i EU lande, hvor abort er ulovligt eller stærkt begrænset. I og udenfor EU begrænses kvinders autonomi over egen krop. I Polen og Malta er abort illegalt, mens lande som Italien, Kroatien og Ungarn besværliggøre adgangen til abort i en grad så det i praksis er nærmest umuliggjort.

Indskrænkninger af abortrettigheder, reducerer ikke antallet af aborter, men gør aborter mere risikable. At begrænse adgangen til sikre og lovlige aborter rammer uforholdsmæssigt de mest udsatte grupper, øger sundhedsrisiciene og forstærker uligheden. Den fri abort er essentielt for at beskytte kvinders rettigheder og selvbestemmelse.

KVINFO anbefaler, at:

  • KVINFO anbefaler at den danske regering, benytter formandskabet til at genåbne debatten for fri, informeret og fuld adgang til sikker og lovlig abort i hele EU.
  • KVINFO anbefaler desuden, at retten til abort indskrives i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Indtil retten til abort er sikret som en fundamental rettighed for alle EU-borgere, anbefales det, at EU som en midlertidig løsning straks afsætter midler til at sikre, at kvinder på tværs af grænser kan få adgang til en sikker abort i et naboland.

SAMTYKKEBASERET VOLGTÆGTSLOVGIVNING

EU har officielt vedtaget det første direktiv om bekæmpelse af kønnet vold og vold i hjemmet. Direktivet anerkender blandt andet kvindelig kønslemlestelse, tvangsægteskab og visse former for onlinevold som kønnet vold, hvilket er banebrydende for flere medlemsstater.

Desværre blokerede en række medlemsstater for en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i direktivet. Seksuel vold mod kvinder eksisterer i hele verden – også i EU. Ved at indføre en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, kan EU sikre bedre beskyttelse af ofrene. Derudover kan en bedre beskyttelse af mødre, udsat for vold, i forældremyndighedsprocedurer med fordel skrives ind i direktivet.

KVINFO anbefaler, at:

  • KVINFO anbefaler de danske medlemmer af Europaparlamentet, at genevaluere direktivet, med henblik på at inkludere alle former for kønnet vold, og ikke mindst samtykkebaseret voldtægtsbestemmelser.

DIGITAL SEXISME

På de sociale medier findes et væld af både strafbare digitale krænkelser og mere subtile former for diskrimination, som hverdagssexisme. Disse udfordringer lever i bedste velgående, og er blevet en uundgåelig del af den digitale virkelighed.

Hverdagssexisme, som kan manifestere sig i form af nedværdigende kommentarer, seksuelle bemærkninger eller objektivisering, bliver ofte både overset og normaliseret i den digitale sfære. Nye udenlandske studier understreger desuden, at unge drenge indenfor de første 15 minutters aktivitet på Instagram og TikTok, møder videoer om antifeminisme og mandligt overherredømme. Opslagenes manosfæriske indhold og den subtile indflydelse disse kan have på almindelige unge mænd, bekymrer flere danske forskere.

KVINFO anbefaler, at:

  • KVINFO anbefaler, at den danske regering benytter formandskabet til, at sætte fokus på digitale krænkelser i EU.
  • KVINFO anbefaler desuden medlemmerne af europaparlamentet, at styrke Digital Service Act og præcisere de online platformes ansvar i forhold til at tackle skadeligt indhold og adfærd, samt for at sikre grundlæggende rettigheder på internettet.
  • KVINFO anbefaler Kommissionen, at der i det kommende Digital Fairness Fitness Check, også evalueres på krænkende adfærd på sociale medier. Samtidig anbefaler KVINFO, at Kommissionen i forbindelse med den kommende Digital Fairness Act, foreslår specifikke foranstaltninger til at adressere og modarbejde digital hverdagssexisme.

ULIGHEDSMINDSKENDE MEKANISMER PÅ ARBEJDSMARKEDET

I mange henseender er EU gået forrest, hvad angår ulighedsmindskende tiltag på arbejdsmarkedsområdet. Graviditetsdirektivet, orlovsdirektivet og løntransparensdirektivet er blandt flere tiltag, der har fremmet kvinders stilling på det europæiske arbejdsmarked. Men EU kan gøre endnu mere.

KVINFO anbefaler, at:

  • KVINFO anbefaler danske beslutningstagere i EU, at udvide anvendelsesområdet for EU’s kønsbalance direktiv. De nuværende forpligtelser undlader et betydeligt antal virksomheder, på grund af deres størrelse. Det eksisterende rammeværk tager ikke højde for, at udfordringen med at opnå kønsmæssig balance også eksisterer i mindre virksomheder. Derfor bør også mellemstore virksomheder inkluderes i direktivet. Som et minimum anbefaler KVINFO medlemmer af folketinget, at sikre inklusionen af danske små- og mellemstore virksomheder i implementeringen.
  • KVINFO anbefaler generelt medlemmer af Folketinget, at sikre effektiv implementering af ligestillingslovgivning fra EU. Det gælder blandt andet i forbindelse med den kommende implementering af EU’s lønåbenhedsdirektiv.
  • KVINFO anbefaler endeligt, at EU igangsætter oplysningskampagner, der fremmer kendskab til ligelønsproblematikker og rettigheder.