Navne på mur Artiklen Samuel regam asamte alz
143 dræbte kvinder mindes i London, 2022. Foto: Samuel Regam-Asante

Kvindedrab og partnerdrab: Statistik med mangler

13,4 kvinder bliver dræbt om året i Danmark. Det er de såkaldte kvindedrab. 7,6 kvinder afgår hvert år ved døden som følge af partnerdrab. 

Der er forskel på de to. Partnerdrab på kvinder indgår i tallet for kvindedrab. Og kvindedrab er det samlede antal dræbte kvinder. 

Tallene ovenfor er naturligvis gennemsnit, og de er fra perioden fra 2017 til 2021. 

Manglende definition gør statistik usikker 

I Danmark har kvindedrab ikke en ensartet definition, sådan som det er tilfældet i for eksempel Spanien. Det gør optælling og statistik vanskelig: Nogle kvindedrab risikerer at blive usynlige i de overordnede drabsdata, fordi de registreres som drab frem for som kvindedrab. Dermed forsvinder kønsperspektivet fra statistikken. 

Det nærmeste, vi kommer på en optælling af kvindedrab i Danmark – og herunder partnerdrab – er en rapport fra Justitsministeriet fra 2024.  

Overvægt af partnerdrab på kvinder 

Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab. Det gør partnerdrab til den næstmest udbredte drabstype i Danmark. Det mest udbredte er drab i kriminelle miljøer. 

Partnerdrab er den ene drabstype, hvor kvinder er stærkt overrepræsenterede som ofre. Af de i alt 46 partnerdrab i perioden 2017-2021 var 38 ofre kvinder. 

Andelen af partnerdrab er faldet i perioden 2017-2021, hvis man sammenligner med perioden 1992-2016. De seneste år har forbrydelsen været et relativt stabilt fænomen med otte til 11 partnerdrab om året. 

Dramatiske 2025-tal 

I år afviger tallene for både kvindedrab og partnerdrab på kvinder. 

Allerede i august måned i 2025 var 15 kvinder blevet slået ihjel. Heraf efterforskes ni som partnerdrab.  

Siden august er drabstallet steget til 20 kvindedrab i 2025. Det er mere end dobbelt så mange kvindedrab som i 2024, hvor i alt 7 kvinder blev dræbt. Og langt over gennemsnittet på 13,4. 

Udfordringer med kønsbaseret vold i Danmark 

Stigningen i antallet af kvindedrab kan hænge sammen med de tendenser, de nyeste tal fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder viser. Her understreges det, at Danmark ligger markant over EU-gennemsnittet, når det gælder andelen af kvinder, der oplever fysisk, psykisk eller seksuel vold eller trusler fra en partner.  

Det peger på, at Danmark har et alvorligt problem med kønsbaseret vold og de underliggende faktorer, der kan føre til partnerdrab.  

Derfor er det vigtigt med en systematisk og løbende monitorering af området. Det vil give en dybere forståelse for baggrunden for disse drab og samtidig gøre det muligt at vurdere problemets samfundsmæssige omfang. En sådan viden vil også styrke de forebyggende indsatser, der kan stoppe vold og drab begået mod kvinder.